onsdag den 19. december 2012

Pebernødder for første gang - men ikke sidste


Ingen jul uden pebernødder. Det er der sikkert mange der siger. Faktisk har pebernødder aldrig sagt mig noget, men forleden blev jeg anbefalet disse pebernødder lavet med fløde, og da min ryg ikke tillader de store udskejelser var det oplagt at afprøve dem.


De skal ikke trilles men istedet klemmes spidse, det betyder at de er super nemme og meget hurtige at lave. Ud af portionen fik jeg 90x6 plader så det bliver en pæn portion.
Pebernødderne, hvis opskrift vistnok oprindeligt stammer fra Lagkagehuset er meget sprøde og yderst delikate. Jeg er meget vilde med dem og de kan på INGEN måde sammenlignes med de købte.

 Til en portion skal du bruge:

250 g. blødt smør (ikke margarine)
250 g. sukker
500 g. mel
1 dl. fløde
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. friskkværnet peber
1 tsk. stødt kardemomme
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron

1. Rør smør og sukker luftigt, tilsæt fløden og rør ved lav hastighed til fløden er rørt godt sammen med smørblandingen.

2. Rør mel og krydderier sammen i en skål. Sørg for at det er godt blandet.

3. Tilsæt melblandingen i smørblandingen og rør til dejen er samlet. Dejen er luftig og lidt fedtet men ikke klistret.

4. Rul dejen ud i stænger af ca. 1 cm. tykkelse, del stængerne i 1 cm. stykker og tryk dem sammen så de bliver spidse. Sæt dem på en bageplade og bag dem i ovnen ved 175 grader i 6-7 min. Pas på de ikke får for meget, de skal kun lige være gyldne.



2 kommentarer:

  1. Glæder mig til at prøve! ;)
    Knus Mari-Ann

    SvarSlet
  2. MUMS.... man får da helt lyst til at smage :-)
    Mange julehilsner fra Susan

    SvarSlet