mandag den 8. oktober 2012

Pitabrød - hjemmebagte


I går stod menuen på pitabrød med osksekød, salat og salsa. Tilfældigt havde jeg set en opskrift på pitabrød hos Arla.dk som jeg ville afprøve.

I forhold til de købte pitabrød er disse hjemmebagte virkelig lækre, de er nemme at have med at gøre, hurtige at lave og hæver fint op og har det helt rigtige hulrum til fyld. Selvom vi alle 3 fyldte godt med fyld i, holdt de helt tæt og hverken sprak eller blev bløde.

Det er ikke sidste gang jeg selv bager pitabrød, men det er sidste gang jeg køber de færdigbagte.

Her kommer opskriften på 12 gode pitabrød. Bagetid 6-7 min. ved 250 grader.


Du skal bruge:

25 g. gær
1.5 dl. vand
1.5 dl. mælk
1/2 tsk. salt
1/2 tsk. sukker
60 g. durummel (ca. 1 dl.)
375 g. pizzamel (ca. 6 1/4 dl)

1. lun mælk og vand i en gryde. Udrør gæren i den lune væske sammen med sukker og salt.

2. tilsæt hele durummelet og ca. halvdelen af pizzamelet. Ælt det rigtig godt og længe. Jeg brugte røremaskine og kørte på næst højest omdrejninger i ca. 6-7 min.

3. tilsæt mere mel mens du stadig ælter i maskinen. Hæld mel i indtil dejen slipper bunden.

4. Tag dejen ud på bordet og del den i 12 stykker. Tryk dem lidt flade og brug kagerullen til at rulle dem ud i "pita-størrelse" Dejen er nem og elastisk at arbejde med, så det går super nemt.

5. Læg pitaerne på bageplader og bag dem i en forvarmet ovn ved 250 grader i ca. 6-7 min.

Velbekomme :-)





1 kommentar:

  1. Tak for opskriften - den vil jeg prøve af snarest. Synes nemlig at pita brød med lækkert fyld er dejlig nemt at have med på arbejde :)

    Mvh Sandra.

    SvarSlet